Teltpælene flyttes snart et par gader

Så ku’ det nok være at der blev spar­ket gang i flyt­te­pla­ner­ne!

Vi har haft en fugtska­de i sove­væ­rel­set. I går hav­de vi så igen, igen besøg af Met­te Maler. Jeg tænk­te, at hun garan­te­ret kend­te nogen, der leje­de lej­lig­he­der ud.

Jo! Jeg rin­ger lige til Anders” (eller Annes, som man siger her­u­de).

15 minut­ter sene­re var vi på vej ud af døren for at kig­ge på lej­lig­hed. I dag har vi opsagt vores lej­lig­hed i ældre­kom­plek­set og sagt ja tak til 80 m2 og ikke mindst OPVASKEMASKINE! I mor­gen skal vi afta­le de prak­ti­ske ting med Anders.

Hvis vi er totalt hardco­re flyt­te­ag­ti­ge, så flyt­ter vi alle­re­de i påske­fe­ri­en! Det kla­rer vi nemt 🙂

Fyrværkeri mandag aften

I Ring­kø­bing er der en vis ten­dens at spo­re: når der sker noget(!), så skal der fyr­vær­ke­ri til at fejre det. Og i aften er der til­sy­ne­la­den­de sket noget. I hvert fald har vi lige haft før­ste­par­ket til 8 minut­ters flot og højlydt fyr­vær­ke­ri.

Fyrværkeri
Fyr­vær­ke­ri

Det blev skudt afsted fra par­ke­rings­plad­sen bag den nye Super’Brugsen, der snart skal åbne. Der skil­tes ikke sær­ligt stort med det præ­ci­se tids­punkt for åbnin­gen, men hvis vi læg­ger to og tre sam­men, så er det jo nok i dag.

Fyrværkeri
Fyr­vær­ke­ri

Hvor­for sky­des der ellers med fyr­vær­ke­ri på en gan­ske almin­de­lig man­dag aften?

Åh, ja, så var det jo også i aften, der var gene­ral­for­sam­ling i Ring­kø­bing Bio. Jeg gik ale­ne der­ned — og kom ikke hjem med en besty­rel­ses­post. Ikke engang som sup­ple­ant. Men jeg har sået frø­et om en pæne­re og mere over­sku­e­lig hjem­mesi­de.

Ost, ost, ost, ost, ost jeg må ha’ ost!

I går var vi til Vol­be­at-kon­cert i NRGi Are­na i Århus.

Det aller­bed­ste var nu optak­ten til kon­cer­ten, hvor vi besøg­te Hans.  Han hav­de lige hav­de været i Frank­rig og hen­te diver­se ost og pøl­ser ad libi­tum. Der­til fik vi boble­vand og rød­vin. Vi spi­ser jo ikke så meget ost her­hjem­me,  for­di vi vil­le prø­ve at mini­me­re ind­ta­get af mæl­ke­pro­duk­ter, sti­vel­se og suk­ker, så jeg var helt ban­ge for at få lak­to­se­for­gift­ning (à la den Meg Ryan fik i fil­men French Kiss), for nøøj, hvor smag­te de godt!

Jeg får helt lyst til at tage på ferie i Frank­rig!

Vidt forskellige musikalske indtryk

I aften tager vi til Vol­be­at-kon­cert i NRGi Are­na i Århus. Det bli­ver den før­ste metal-kon­cert vi nogen­sin­de har betalt for — det ple­jer ikke at være Vol­be­at, der spil­ler i vores medi­e­af­spil­ler. Så måske bli­ver det også den sid­ste metal-kon­cert, vi beta­ler for. Eller måske bli­ver det den før­ste i en lang ræk­ke.

Under alle omstæn­dig­he­der står Vol­be­at og deres tun­ge metal­ro­ck i meget stærk kon­trast til den musi­kal­ske ople­vel­se, vi fik i går, da vi var en tur på Ring­kø­bing Råd­hus (byens uof­fi­ci­el­le musiks­ce­ne for min­dre arran­ge­men­ter), da det i går var for­års­kon­cert for Ring­kø­bing-Skjern Musiks­ko­les ele­ver over 25.

Male­ne har sun­get i Kvin­de­ko­ret siden efter­å­ret 2008 og går sta­dig til øve­af­ten hver man­dag for at bli­ve bed­re og bed­re til at syn­ge. Kvin­de­ko­ret star­te­de og slut­te­de efter­mid­da­gen med en fæl­les­sang sam­men med de knap 100 frem­mød­te. Der­u­d­over sang de nog­le af deres smuk­ke fler­stem­mi­ge num­re, der fik kul­de­gys­nin­ger­ne frem blandt publi­kum.

De øvri­ge optræ­den­de var en man­dol­in­spil­ler (jeg har aldrig hørt live man­do­lin før!), et spil­le­mandsor­ke­ster, en flok kla­ri­net­spil­le­re (Kla­ri­nør­der­ne), et river­dan­ce-hold, et klas­sisk ensem­b­le på kla­ver og tvær­fløjte samt et helt tvær­fløjte­hold.

Som bekendt skal man lære så læn­ge man lever — og det er fan­ta­stisk livs­be­kræf­ten­de at se, at så man­ge ældre men­ne­sker sta­dig tør prø­ve kræf­ter med at lære at spil­le et instru­ment. For det er ikke helt for­kert at sige, at der sta­dig var behov for øvel­se. Sam­ti­dig var det også dej­ligt at se, hvor let­te­de ele­ver­ne blev, når de kæm­pe­de sig (suc­ces­fuldt) igen­nem et svært styk­ke.

I aften står den imid­ler­tid på højpro­fes­sio­nel metal­ro­ck af bed­ste dan­ske skuf­fe. Jeg glæ­der mig til at prø­ve noget, jeg aldrig har prø­vet før. Og jeg har fun­det øre­prop­per­ne frem.

Dagens avisudklip

Dagens udklip kom­mer fra Oh Dan­mark i en ældre udga­ve af Poli­ti­ken. Under redak­tio­nens over­skrift Hvor kært har Jyd­ske­Ve­st­ky­sten skre­vet føl­gen­de:

Poli­ti­et vil puste tyve­ne i nak­ken hele som­me­ren.

Og indrøm­met, det lyder da dej­ligt sådan at bli­ve holdt kølig i som­mer­var­men. Lige nu er der frost på biler­ne her i Ring­kø­bing, så det varer nok et styk­ke tid inden nogen bli­ver pustet i nak­ken.

3 kulørte gaveidéer

Jeg faldt over en tysk design­hjem­mesi­de — ex49.com , der fun­ge­rer som udstil­lings­vin­due og salgska­nal for talent­ful­de desig­ne­res pro­duk­ter. Jeg har forel­sket mig i dis­se tre ting:

Badehætte syet om til en toilettaske
Bade­hæt­te syet om til en toilet­ta­ske fra Pen­sion für Pro­duk­te

 

Gule gummistøvler med hank
Gule gum­mi­støv­ler med hank fra svpd

 

iPod -omme i orange filt
iPod Sle­e­ve fra red­ma­loo

Boom Blox til Nintendo Wii er et godt puzzlespil

I dag har jeg mod­ta­get en SMS fra Ring­kø­bing Bibli­o­tek med beske­den om, at Boom Blox til Nin­ten­do Wii, som jeg reser­ve­re­de for 1½ måned siden og blev #6 i køen, nu ende­lig er klar til afhent­ning.

Jeg hen­te­de spil­let og sat­te det for­vent­nings­fuldt i maski­nen. Spil­let er desig­net af Ste­ven Spi­el­berg for Electro­nic Arts (EA Games) og kan i grove træk beskri­ves som en vari­ant over det kend­te spil Klod­s­ma­jor. Det hand­ler om at fjer­ne klod­ser eller brik­ker fra de for­skel­li­ge baner. Det kan ske på for­skel­lig vis: med en hånd, hvor man på van­lig Klod­s­ma­jor-manér træk­ker brik­ker­ne fri fra stak­ken. Eller med ten­nis­bol­de, der skal kastes efter brik­ker­ne, så de bli­ver skub­bet væk. En vari­ant over det tema er den eks­plo­si­ve ten­nis­bold, der spræn­ger i luf­ten, når den ram­mer en klods. For slet ikke at næv­ne laser­pi­sto­len og sik­kert en hel lang ræk­ke dim­ser, jeg slet ikke har set end­nu.

Der er natur­lig­vis et stort antal for­skel­li­ge ‘modes’ (til­stan­de) som spil­let kan spil­les i. Man kan både spil­le mod andre og ale­ne og som de bed­ste puzz­le­spil (Tetris, etc.) så er spil­let utro­ligt hur­tigt at lære men bli­ver ved med at hol­de inter­es­sen fan­get for­di det er så svært at bli­ve rig­tig god til. Ind­til vide­re har jeg kun brugt en times tid på at prø­ve at spil­le ale­ne, men inden læn­ge skal jeg have Male­ne lok­ket til at spil­le mod mig. Der er ingen tvivl om, at hun også hur­tigt vil kun­ne mestre spil­let.

Det dan­ske spil­si­te Gamers Glo­be giver spil­let 8 ud af 10 muli­ge og omta­ler spil­let som et godt puzz­le, der “fortje­ner en ekstra omgang i kon­sol­len.” og jeg tøver ikke med at fort­sæt­te de rosen­de ord. Inter­na­tio­na­le sites vur­de­rer spil­let til føl­gen­de karak­te­rer: Meta­cri­tic giver 85 ud af 100. 1Up giver A+ til Boom Blox. Games­pot giver 7.0 ud af 10 og IGN giver 8.0 ud af 10.

Hvis du spør­ger mig (eller sta­dig læser den­ne anmel­del­se) så synes jeg, at Boom Blox skal prø­ves. Det er for­sø­get værd at fin­de ud af, om du kan fan­ges af simp­le spil. Gå ned på dit nær­me­ste bibli­o­tek og reservér spil­let, hvis du er i tvivl. Ja, for det er sik­kert alle­re­de lånt ud.

Og kryds så fin­gre for, at der ikke er sto­re, fede rid­ser i den udga­ve, du låner. Det er en klar ulem­pe ved at låne CD’er, DVDer og kon­sol­spil på bibli­o­te­ket: Dem der har lånt spil­let før dig har sik­kert lavet rid­ser i ski­ven. *suk*

Søndagskøretur

Efter at have brugt ca. 10 timer på at se 8 afsnit af Her­o­es i lør­dags, træng­te vi i den grad til at bli­ve blæst igen­nem. Hel­digt for os, bor vi jo ret tæt på Vester­ha­vet, så vi star­te­de Toyota’en og vend­te næsen mod Søn­der­vig. Men det var ikke vildt nok for os, så vi kør­te læn­ge­re nord på til Hus­by Klit­plan­ta­ge. For enden af en godt 3 km lang grus­vej par­ke­re­de vi bilen for der­ef­ter at begi­ve os ud i klit­land­ska­bet og Vester­ha­vet.

Vi krav­le­de op ad klit­ter­ne, løb ned af klit­ter­ne, lege­de tag fat som kåde sko­lebørn, krav­le­de ind og ud og op på bun­kers. Vi stod musestil­le, da et fir­ben kryd­se­de vores vej. Til tider måt­te vi gå med luk­ke­de øjne og mund for ikke at få sand ind­vor­tes. På et tids­punkt løb Ulrik sin vej og jeg så snit­tet til at gem­me mig i en hul­ning. Så sad jeg der og ven­te­de på, at han kom til­ba­ge for at lede efter mig. Ulrik der­i­mod, han sad i sit eget hul og ven­te­de på, at jeg led­te efter ham. Efter et styk­ke tid rej­ste vi os beg­ge og gri­ne­de som flæk­ke­de træsko og vores simul­ta­ne ind­fald.

Vi fik for­ce­ret klit­ten og kom ud til stran­den. Der var kæm­pe bøl­ger, som lar­me­de og skub­be­de pla­ma­ger af skum op på stran­den, til stor mor­skab for nog­le min­dre dren­ge. Jeg kan sim­pelt­hen ikke få nok af det hav. Og nu kan jeg sag­tens for­stå, hvor­for at folk, som er vant til Vester­ha­vet synes, at Kat­te­gat bare er en stil­le­stå­en­de vand­pyt…

Som sæd­van­lig fyld­te jeg lom­mer­ne med strand­sten. Jeg skal altid have fun­det enten et styk­ke glas eller en sten med hul i (hul­ko), når jeg er på strand­t­ur. Den­ne gang blev jeg hel­ler ikke snydt. Det blev både til en hul OG et for­ste­net pinds­vin (som jeg ikke har fun­det, siden jeg var barn). Og så lige to andre sten, som bare var så glat­te at røre ved og flot­te i far­ver­ne. På vej­en hjem, så vi også sto­re gåse­flok­ke på mar­ker­ne ved Sta­dil fjord og ærg­re­de os over, at kik­ker­ten lå der­hjem­me…

S4 randsten: sort, hvid, forstenet søpindsvin, hulko
4 strand­sten: sort, hvid, for­ste­net søpinds­vin, hul­ko

Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den loka­le Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lil­le bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­le­ne er spon­se­ret af de loka­le erhvervs­dri­ven­de. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bit­te rek­la­me, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjer­de. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af loka­le entu­si­a­ster og den inti­me stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan væl­ge de bed­ste sto­le, for bil­let­ter­ne er unum­me­re­re­de.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­li­na Jolie i den alt­over­skyg­gen­de hoved­rol­le som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styr­ke, der kæm­per for at opret­hol­de et pænt ima­ge. Hun får hjælp af den uku­e­li­ge og ret­fær­di­ge pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keø­je med poli­ti­ke­re og poli­ti­styr­ken i det bun­d­råd­ne Los Ange­les.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­ge­re har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect Wor­ld. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vej­en igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vund­ne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­li­na Jolie spil­le en karak­ter med en smu­le mere dyb­de end de slå-og-sky­de-og-der­ef­ter-spar­ke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den bre­de offent­lig­hed. Der er ikke man­ge rap­pe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at hol­de et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­ri­en fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­ser­ne for at hol­de illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­le­de af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­ba­ge i. Spor­vog­ne, trav­le tele­fon­cen­tra­ler og gam­le Ford-auto­mo­bi­ler er med til at hol­de os dér.

Uan­set at histo­ri­en er byg­get over vir­ke­li­ge hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste cel­lu­loid-strim­mel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hat­te, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­ham­re, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­len­de sku­e­spil­ler­li­ste, for at hol­de spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at brin­ge os tro­vær­digt til­ba­ge til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­vel­se i Ring­kø­bing Bio. Se den.