Nanoblogg er den nye mikroblog

Jeg ser en udvik­ling her, som er værd at gå vide­re med.

Først hav­de vi blog­gen. En lang stri­be ord — som regel sam­men­hæn­gen­de.

Der­ef­ter kom mikro­blog­gen. Den redu­ce­re­de mæng­den af ord til 140 tegn. Man kan sige utro­ligt meget med 140 tegn, hvis man tæn­ker sig om inden man skri­ver.

Nu er nanoblog­gen her alle­re­de. Her er vi begræn­set til eet ord. Et ord. Tag lige og brug plad­sen for­nuf­tigt. Det kan bli­ve en utro­ligt langstrakt dis­kus­sion, hvis. Vi. Kun. Må. Skri­ve. Et. Ord. Af. Gan­gen. Erfa­rin­gen viser dog, at det oftest er enten til­lægs­ord eller nav­ne­ord, der bru­ges. De bærer trods alt også mest infor­ma­tion.

Nu for­ud­ser jeg (og andre — @UffeStenstrop blandt andet) at næste skridt bli­ver en blog­form, hvor vi kan få lov at skri­ve et bog­stav. Lad os kal­de den pikoblog­gen (eller picoblog alt efter sprog­valg). Med pikoblog­gen bli­ver det meget, meget cen­tralt at over­ve­je, hvad det er, man har lyst til at sige. Og det kan ikke ude­luk­kes at ind­til fle­re af os euro­pæ­e­re vil begyn­de at lære kanji eller andre (fra vores syns­punkt og bred­degra­der) ekso­ti­ske alfa­be­ter for at kun­ne bru­ge skrift­tegn, der siger mere eller oven i købet lig­ner små teg­nin­ger og der­for kan bære mere betyd­ning. Et tegn er meget, meget lidt infor­ma­tion.

Men stør­rel­ses­be­teg­nel­ser­ne stop­per jo ikke ved piko. Vi har også en femto-for­sta­vel­se. Så hvor­for ikke lave en femtoblog? En blog­form, hvor vi har een bit per ind­læg. En bit. Et 0 eller et 1-tal. Tænk over det. Hvor­når duk­ker piko- og femtoblog­gen op? Går der mere end 3 måne­der?

Jeg spår, at inden 2009 er omme, så har vi set eksemp­ler på beg­ge dele.

Gad vide, om det er godt tids­punkt at regi­stre­re picoblogging.com og femtoblogging.com?

X-tra plastikposer fra COOP går i stykker

Hvad er det COOP for­sø­ger at sige med vare­mær­ket X-tra? At man får x-tra dår­li­ge pro­duk­ter? X-tra bil­li­ge pri­ser? X-tra ussel kva­li­tet? Eller hvad?

For et styk­ke tid siden køb­te vi en rul­le pla­stikpo­ser (3 liter), hvor stort set hver anden er rev­net i svejs­nin­gen i bun­den. Vi har som regel nået at opda­ge det, inden der er sket ulyk­ker. De fle­ste gan­ge har det været en fyldt pose med sup­pe eller andet fly­den­de. Posen er så gået i styk­ker, når ind­hol­det er fros­set og der­med ble­vet stør­re i fry­se­ren.

I dag køb­te jeg en stak kyl­lin­gelår og noget hak­ket okse­kød, der skul­le omfor­de­les i ikke-fami­lie­ven­li­ge stør­rel­ser. Jeg måt­te put­te alle poser­ne med okse­kød ned i end­nu en pose, da jeg under­vejs i pro­ces­sen opda­ge­de, at de (end­nu engang) var gået i styk­ker i svejs­nin­gen i bun­den efter at jeg hav­de put­tet ind­hold i posen og bun­det en knu­de på.

Det er da utro­ligt uhen­sigts­mæs­sigt at skul­le bru­ge to poser hver gang — og i øvrigt dår­ligt for mil­jø­et blot at bru­ge fle­re poser end nød­ven­digt. Og min irri­ta­tion kom­mer nu til at gå ud over COOP og deres X-tra-vare­mær­ke.

Hvor­for pro­du­ce­re pro­duk­ter, der irri­te­rer for­bru­ger­ne? Hvor­for kal­de det X-tra (under­for­stå­et ekstra godt), når det tyde­lig­vis er ekstra dår­ligt? Jeg har da aldrig før ople­vet at så man­ge plast­po­ser rev­ner.

Hvor­for, COOP? Hvor­for?